Det er nok ikke her, fejlene er flest i det ortografiske landskab, men ikke desto mindre hænder det, at man kan komme i tvivl om, hvorvidt et ord skal skrives med enkelt- eller dobbeltkonsonant.
På dansk findes forskellige eksempler, hvor det eneste der skiller to ord fra hinanden – i hvert fald visuelt – er fordoblingen af det ene ords midterste konsonant:

Pile – pille
Base – basse
Gasen – gassen

Her er der tale om seks forskellige ord, der parvis ligner hinanden indbyrdes til forveksling, men lyder helt forskelligt. Og det er faktisk den lydlige forskel, der kan bruges som hjælpemiddel til at finde ud af, om et ord har dobbeltkonsonant eller ikke.
Tommelfingerreglen er nemlig, at hvis vokalen, der kommer før den konsonant, man overvejer at fordoble, er lang, så skal man ikke fordoble konsonanten. Er vokalen derimod kort, så skal konsonanten fordobles.
PS: Reglen kan også bruges, hvis der opstår tvivl ved ordpar, hvor det ene ord slet ikke ”findes”:

Trile – trille
Bide – bidde
Hope – hoppe
Osv.

Tommelfingerreglen lyder stadigvæk:
Lang vokal = enkeltkonsonant
Kort vokal = dobbeltkonsonant