Forkert brug af ”sin” eller ”hans/hendes” kan være en dyr fornøjelse, der både kan koste venskaber og blå øjne. Forskellen på ”sin” og ”hans/hendes” er nemlig lige så stor som forskellen på dit og mit. Prøv at se det følgende eksempel:
”Torben kiggede på Henning, da Henning kyssede hans kæreste”
Her kysser Henning Torbens kæreste, og det er ikke okay. Sagen havde dog været en anden, hvis sætningen i stedet havde lydt sådan her:
”Torben kiggede på Henning, da Henning kyssede sin kæreste”
Nu kysser Henning bare sin egen kæreste, hvilket er en dejlig ting og venskabet er reddet. Forskellen på de to sætninger er, at der i den første står ”hans” og i den anden står ”sin”. Når man skriver ”sin” så henviser man til sætningens subjekt (grundled), som er den eller det, der udfører handlingen i sætningen – i det her tilfælde Henning, da det er ham der kysser. Skriver man derimod ”hans/hendes”, så henviser man til en anden end subjektet.
En klassiker er sætningen der lyder sådan her: ”Han tog hans hat og gik”. I den sætning tager manden en anden mands hat og går – uhyre komisk. Skulle betydningen have været, at manden tog sin egen hat og gik, skulle der i stedet for ”hans” have stået ”sin”.
Reglen er derfor ret enkel: hvis den der gør noget, ejer det han eller hun gør noget ved, hedder det ”sin”. Ellers hedder det ”hans/hendes”.
2 reaktioner
Der hænger et billede af din farfar og (hans eller sin?) familie?
Hej Johanne,
Det er et rigtig godt spørgsmål 😀
I dit eksempel skal du bruge ‘hans’, for selvom farfar har et “ejerforhold” til familien (det er jo hans familie), så gør han ikke noget, og er derfor ikke subjekt (eller grundled) i sætningen.
Håber det giver mening.
Mvh. Kasper