Forvekslinger mellem ’og’ og ’at’ ses ofte, og det skyldes formentlig, at de to ord lyder ens i talesprog, nemlig som å’et i ’ånd’. Det kan derfor være ret svært at høre, om det er det ene eller det andet, der skal stå, når man skriver, og typisk kommer man til at skrive ’og’ i stedet for ’at’.
’Og’ og ’at’ er begge bindeord, altså ord der binder sætninger sammen, men det er hovedsageligt når ’at’ optræder som – og hold nu fast – infinitivpartikel, at det lydmæssigt kan volde problemer. ’At’ som infinitivpartikel ser man foran verber i infinitivform, dvs. udsagnsord der står i at-form – at løbe, at spise, at sejle osv. Og det er her det kan drille. Prøv f.eks. at se denne her sætning:
”Jeg skal ud [å] køre”
Eller denne:
”Husk [å] ringe i morgen”
Skal der stå ’og’ eller ’at’ her?
Nemt spørgsmål tænker den vakse læser, for du har jo lige læst, at der foran udsagnsord i at-form skal stå ’at’. Godt set!
Hovedreglen er derfor ret simpel: står [å] foran at-form, skriver man ’at’.
4 reaktioner
Nu har man i flere menneskealdre brugt at (å) udtale at med “å”, hvor der for eksempel stadig i tekst TV skrives korrekt at. Hvorfor tager man ikke fat på at (å) gøre som i Norge og skrive å i stedet for at, hvor det udtales forkert?
Det er irriterende at (å) høre den forkerte udtale, når det staves anderledes.
Hej Jørgen,
Du har helt ret – en løsning kunne være at ændre sprognormen, og evt. kigge mod Norge og deres mere fonetiske stavemåder. Personligt hælder jeg dog mere til, at der bliver gjort en større indsats for at oplyse om, hvad korrekt og hensigtsmæssigt sprog er iflg. de danske sprognormer. Men jeg er måske også lidt sprogromantisk anlagt 🙂
Mvh. Kasper
Hej Ordkraft
Det lille å (og/at) udtalt som i ‘ånd’ siver videre ud i sproget. Ganske vist “kun”
i det talte sprog, men er nu nået så vidt, at meningen er enten flertydig eller
uforståelig. Her en sætning hørt i TV-avisen engang i sommer:
En ung pige sammen med veninder foran et ishus bliver spurgt, om hun synes om at
ishuset har åbent.
Hvortil hun svarer med et stort smil svarer: “Ja – å så gir de ås is!”
Betyder ‘ås’ her ‘også’ eller ‘osse’, eller skal det forstås som ‘os’?
Lærer udlændinge på danskkurser at ‘kunne’ skal udtales som ‘ku’ og at ‘har kunnet’
skal udtales som ‘har ku’ ? Jar har ku tal dansk engang.
Hej Flemming,
Ja, når det kommer dertil, at sproget bliver uhensigtsmæssigt tvetydigt eller ligefrem uforståeligt, så begynder vi at få vanskeligheder. Det er de vanskeligheder vi gerne vil tage i opløbet med vores huskeregler 🙂
Mvh. Kasper